Et gennemgående træk i beretningerne fra Dansk Vestindien er de endeløse klager over varmen. Den ulidelige varme. Om den var der enighed blandt de blanke. Man kunne hverken tænke eller arbejde i den trykkende hede, kun sidde i skyggen med noget koldt at drikke.

Varmen var frygtet og fik skylden for alle slags handlinger og ulykkelige skæbner. Syg blev man selvfølgelig. Ikke af smitte og infektion, men af varme.

Når man var skabt til køligere himmelstrøg, fordærvede varmen både legeme og sjæl. Man blev ugidelig og doven, sagdes det, og hvad værre var, man risikerede at blive drikfældig og løsagtig. Mange mente, varmen var årsag til de mange uægteskabelige forbindelser. De letpåklædte kvinder opfordrede den besindige europæer til et lemfældigt liv.

I Caribien var det almen viden, at varmen påvirkede moralen og at det i sidste ende også kunne gå ud over humøret; ligeglad og deprimeret endte flere. Koner og børn i Danmark blev glemt, til fordel for billig rom og lystige nætter. Det var varmens skyld, det herskede der ingen tvivl om!