I 1750'erne var der ikke så stor forskel på, hvordan man straffede de forskellige befolkningsgrupper på de dansk vestindiske øer. Blanke kunne straffes med slagstraffe, hvis de ikke kunne betale en bøde eller for de skader, de havde forvoldt og frikulørte kunne sælges som slaver. Først i 1800-tallet blev der gjort større forskel på, hvordan blanke, slaver og frikulørte blev straffet:

Slaver straffedes enten med strafarbejde eller pisk. Antallet af slag varierede efter hvilke forbrydelse, der var tale om eller om slaven ofte var ulydig. Slaverne fik omkring 30-50 slag for at løbe maron eller stjæle. Slagstraffene blev givet offentligt ved Justitsstøtten og udført af en farvet bøddel. Slagstraffene kunne også kombineres med strafarbejde. Strafarbejdet kunne enten være offentligt arbejde, som bestod i at reparere veje, eller at arbejde med et tungt hals- eller benjern i op til 4 måneder hjemme på plantagen.

Blanke straffedes som regel kun med bøder og fængsling på vand og brød. Ifølge loven skulle en blank, der havde begået mord straffes med livsvarigt tvangsarbejde. Man valgte, at sende forbryderen til Danmark for at afsone straffen. Man fandt det nemlig ikke hensigtsmæssigt, at lade en blank arbejde side om side med en negerslave. Det ville forplumre billedet af den blanke som en ophøjet person.

Frikulørte kunne straffes med både slag og fængsling på vand og brød. De blev ikke afstraffet offentligt ved justitsstøtten men i stedet på Fortet. I sjældne eller alvorlige tilfælde er enkelte dog blevet straffet ved en pæl i det frikulørte kvarter.

Straffene var dog ikke mere bestialske end i Danmark på samme tid. Her brugte man også pisk og offentlig ydmygelse. Straffene ændredes dog hele tiden og efterhånden blev afstraffelsen flyttet væk fra det offentlige rum.