Forvalteren var den mand, der bestyrede plantagen. I modsætning til planteren ejede han den ikke. Mange plantere foretrak enten at flytte ind til byen eller måske med tiden, hvis de fik råd til det, til Europa under køligere himmelstrøg. De efterlod dermed opsynet og bestyrelsen af plantagen til en forvalter eller mesterknægt, som de også kaldtes. Hvis ejeren var fraværende boede forvalteren boede med sin familie i The Great House på plantagen. Han var den øverstbefalende og havde ansvaret for sukkerdyrkningen og alle slaverne. Hans arbejde bestod i at drive plantagen, så den gav mest muligt overskud til ejerne. Det blev gjort i en konstant opvejning mellem på den ene side, hvor hårdt slaverne kunne arbejde, uden at de blev slidt ned og på den anden side at dyrke så meget sukker med så få udgifter til slaverne som overhovedet muligt.

Dette var en balancegang som krævede, at man kendte sine slaver, vidste hvor meget de kunne klare og var orienteret om deres forskellige personligheder. Desuden skulle man sørge for, at de ikke fik for meget mad, fritid og hvile, hvilket ville øge omkostningerne. På den anden side skulle de have tilstrækkeligt til, at de ikke blev for utilfredse og ville gøre oprør, løbe maron eller værre endnu gøre skade på sig selv, så de ikke kunne arbejde.