Plantageejerne udgjorde det vestindiske samfunds overklasse. De var især i slutningen af 1700-tallet usandsynligt rige i forhold til både resten af det vestindiske samfund, men også i forhold til de rige i Danmark. De vestindiske plantageejere var oftest af borgerlig afstamning, men forsøgte i deres omgangsformer at efterligne adelsstanden i Europa ved at leve i overdreven luksus, der oftest overgik de europæiske forbilleder. Adelen udgjorde overklassen i Danmark og Europa, men adelstand var medfødt og adelsprivilegier kunne kun opnås af borgerlige, hvis kongen besluttede sig for at adle dem. I mangel af et lignende system i kolonierne blev indtjening den eneste måleenhed mellem samfundets grupper.

Overklassen bestod af ejere af store plantager eller storkøbmænd, som tjente styrtende med penge på sukkerproduktionen. Den engelske betegnelse for plantageejer var planter.

Planterne havde i starten af koloniperioden deltaget aktivt i dyrkningen og driften af deres ejendomme. Men efterhånden som planterne blev rigere, blev det anset for ufint at arbejde. Derfor flyttede mange plantere ind til byen og lod plantagerne blive drevet af forvalteren. Man forbandt arbejde med at være slave eller tilhøre en af de lavere stillede grupper.

De fødte adelige fra Europa, så med skeptiske øjne på den lokale overklasse, som de betragtede som falske, krampagtige og uden klasse eller stil.

Men ikke alle blanke var meget rige og ejede store plantager. En form for middelstand udgjordes af mindre handlende og mindre plantageejere. Forvaltere, læger og blanke håndværkere tilhørte også denne gruppe. Middelklassen levede ikke i samme luksus som overklassen, selvom de prøvede. De måtte dog i højere grad leve efter, hvor mange penge de havde til rådighed.