Frikulørte var betegnelsen, de blanke brugte, om slaver som havde opnået deres frihed. Nogle slaver blev frigivet, fordi de havde stået i tæt forhold til deres ejer enten som elskerinde eller særligt betroet slave. Andre blev frigivet ved ejerens død og enkelte købte sig selv fri. Børn af frikulørte kvinder blev født som frie, selvom deres far var slave.

Den frikulørte befolkning udgjorde ikke nogen stor del af befolkningen i kolonisamfundet. Gruppen voksede dog i slutningen af 1700-tallet og udgjorde i 1815: 5035 mennesker eller 12,5 % af hele befolkningen på øerne.

En frikulørt havde ikke samme status eller rettigheder, som en hvid borger, og det var de færreste som fik økonomiske fordele ved at blive frigivet. Det var dog stadig bedre end at leve sit liv som slave, hvor man ikke havde ret til at bestemme over sit eget liv. De frikulørte arbejdede fortrinsvis som håndværkere, syersker eller bagere. De havde ikke tilladelse til at handle med varer som sukker og rom og havde ingen indflydelse på kolonisamfundets administration.

I 1815-16 begyndte den voksende frikulørte befolkning at fremsætte krav om at blive ligestillet med de blanke og derved få samme rettigheder. Dette skete dog først i 1834. Herefter kunne de frikulørte f.eks. blive ansat som embedsmænd eller gifte sig med en blank, men nok vigtigst af alt få muligheden for at handle med varer, som gav en god indtjening.