Administrationen i kolonien blev varetaget af embedsmændene; danske jurister, dommere, politimænd og fogeder, der i en årrække arbejdede i Vestindien. Da den danske stat i 1755 overtog administrationen af kolonien øgedes antallet af embedsmænd. De skulle varetage den danske stats interesser og indberette stort og småt til den danske konge. Han skulle selvfølgelig vide alt, hvad der foregik i selv de fjerneste egne af hans rige.

Blandt embedsmænd var der store sociale forskelle. Til de øverste lag hørte guvernøren og militærets ledere. Guvernøren personificerede den danske konge på øerne. Han kunne enerådigt omgøre beslutninger taget af kirken eller regeringen. Blandt de laverestillede embedsmænd hørte politibetjentene. Embedsmændenes lønninger var ikke høje, men ofte brugte man sin stilling, som statens betroede medarbejder til at tjene lidt ekstra. Svarene på borgernes spørgsmål kunne ekspederes hurtigere, hvis man betalte lidt ekstra til embedsmændene. For nogle blev embedsmandsstillingen en god forretning, for andre var jobbet i Dansk Vestindien en sur tjans.

At blive sendt til Vestindien som embedsmænd for den danske stat, var ikke altid noget man værdsatte. Der var nemlig en høj dødelighed blandt danskerne i kolonien og man brød sig ikke om varmen. Man ville hellere blive i Danmark og ansættes i centraladministrationen i København eller få et embede i en større dansk by. Det var der mere prestige over.

Dette gjorde at det ikke altid var de bedst kvalificerede embedsmænd, der kom til øerne. Det hændte det var dem, der havde gjort sig uheldigt bemærket, eller måske ikke var de dygtigste.