Produktionen på øerne handlede om at tjene så mange penge som muligt og helst også så hurtigt som muligt. Det betød, at næsten ingen jord blev brugt til at dyrke fødevarer og at meget få holdt eller opdrættede dyr. Dyrene blev fortrinsvis brugt til transport og arbejdet i forbindelse med sukkerproduktionen.

Man købte stort set alt man havde brug for gennem danske handelsmænd, som krævede at få monopol på handlen med øerne. Direkte import af udenlandske varer blev i perioden 1755 til omkring århundredeskiftet pålagt en told, der vekslede mellem 4-10%.

For befolkningen betød denne handelspolitik, at varerne blev meget dyrere og der illegalt blev handlet med udenlandske købmænd. Det gør det svært at få et nøjagtigt indtryk af vestindernes forbrugsvaner.

Men ser man på indkøbene fra Danmark viser det sig, at de dyre luksusvarer og dagligvarerne næsten fylder lige meget i forbruget. I 1781 var 36 % af den vestindiske import fra Danmark dagligvarer, 28 % var luksusvarer og 30 % tekstilvarer; overvejende tøj til slaverne. Dagligvarer var produkter som korn, kød, bønner, fisk og smør, mens luksusvarer var vin, spiritus, kinesisk silke, østasiatisk bomuld, hvidt sukker, te og tobak.