Størstedelen af den danske befolkning kendte ikke ret meget til forholdene i Vestindien udover de historier, de hørte, når folk vendte hjem. Og da historier har en tendens til at blive bedre, jo flere gange de bliver fortalt, er der sikkert en del danskere som har haft et skævt billede af, hvad der foregik i kolonierne. Der er mange eksempler på, at Vestindien var meget fjern i danskernes bevidsthed og at de vestindiske øer egentlig ikke var en del af Danmark, men kun var interessant i økonomisk henseende.

Reglementer for det vestindiske samfundet blev lavet i Danmark, men måtte oftest bagefter tilpasses de lokale forhold på de vestindiske øer. Nogle regler blev endda slet ikke iværksat, da man ikke fandt det hensigtsmæssigt, hvis produktionen skulle kunne opretholdes og samfundsordenen ikke skulle ændres. Nogle af de regler, danske embedsmænd havde udtænkt, duede simpelthen ikke i Dansk Vestindien.

Man havde tjent mange penge på øerne i 1700-tallet, hvor sukkerhandlen blomstrede. Da det begyndte at gå tilbage med produktionen på øerne i starten og midten af 1800-tallet og øerne begyndte at koste Danmark penge, gik der ikke lang tid, før man begyndte at overveje at sælge øerne. Staten tjente ikke længere godt på tolden, men måtte stadig betale for administrationen af øerne og efterhånden voksede underskuddet.

Man diskuterede fra midten af 1800-tallet, fordele og ulemper ved salget, men endte med at sælge øerne til USA i 1917 for 25 millioner dollars. Inden da havde mange følelser været i kog. Nogle danskere mente ikke, man kunne sælge en del af det danske rige og befolkning. De oprettede foreningen "De danske Atlanterhavsøer" i 1902, som ville arbejde for at styrke solidaritetsfølelsen mellem beboerne i det danske rige. Mange danskere mente dog ikke, man havde så meget tilfælles med befolkningen i Vestindien. Mange af dem talte jo ikke engang dansk! Både ved spørgsmålet om slaveriets ophævelse i slutningen af 1700-tallet og slavernes frigivelse 1848 havde der ligeledes vist sig store forskelle mellem den danske og vestindiske befolkning. Mennesker i Danmark var fortalere for slaveriets ophævelse og så de vestindiske plantageejere som barbariske inhumane mennesker, som kun tænkte på penge og et liv i luksus.

Kun meget få plantageejere levede dog i luksus i den periode, hvor nedgangen i sukkerproduktionen betød, at mange af de små ejere gik konkurs. Hvis de skulle frigive slaverne betød det for dem en endnu større økonomisk tilbagegang. Først og fremmest mistede de den værdi slaven havde, desuden skulle de til at betale for arbejdskraften. Så danskerne havde i princippet ret, da de anklagede planterne for kun at tænke på økonomi. Men danskernes forestilling om, at slaverne ville få et meget bedre liv bare de blev frie og fik løn, svarede ikke helt til omstændighederne. Så godt kendte de ikke forholdene i det vestindiske samfund.