Befolkningen på Dansk Vestindien var sammensat af forskellige nationaliteter. Hvis man ser på den procentvise fordeling udgjorde mennesker med europæisk oprindelse gennem perioden 1672-1917 en stadig faldende del. Hvor europæerne i 1688 udgjorde ca. 43,5 %, udgjorde de i kun 1797 8,3 % af den samlede befolkning.

Resten af befolkningen var farvet og bestod af slaver importeret fra Afrika, de frikulørte og slaver, der var blevet født på øerne. For at skelne mellem de forskellige grupper af farvede kaldte man de nyankomne slaver for ”bosaler” og de farvede, der var født på øerne, for ”kreolere”.

Befolkningssammensætningen på øerne var meget forskellig. Mens man ikke kender så meget til de forskellige stammer afrikanerne kom fra, har man et tydeligere billede af, hvilke lande den europæiske del af befolkning kom fra.

På St. Thomas boede først og fremmest hollændere, en mindre gruppe af dansk-norske indbyggere og få franskmænd, briter, tyskere, portugisere, spaniere og jøder. På St. Croix derimod boede der flest englændere, skotter og irere, herefter dansk-norske samt mindre grupper af de samme nationaliteter som på St. Thomas.

Dansk var altså ikke hovedsproget på de danske kolonier. Man talte fortrinsvis engelsk eller hollandsk. Dog styrede danske embedsmænd administrationen og brevvekslingen mellem borgerne og myndighederne måtte oversættes fra f.eks. engelsk til dansk.