Intro til Dansk Vestindien
Intro til denne side
Om betegnelser for befolkningsgrupper
Til eleven
Til læreren
Tak
Links
Ophavsret
Om os
Kontakt os
Ny bog
Sitemap

Om os

- og hvorfor vi valgte at lave denne hjemmeside.

Vi har begge netop afsluttet vores studier i historie på Københavns Universitet. Dette projekt blev til som en del af vores uddannelse. Hvis du vil vide mere om vores baggrund er der links til vores CV’er nederst på siden.

Signe Rikke

Der er flere gode grunde til, vi har valgt at lave en hjemmeside, som omhandler liv, hverdag og kultur i Dansk Vestindien.

For det første en stor interesse for Dansk Vestindiens historie. En interesse der primært udspringer af, at vi arbejder på et projekt kaldet SCARP, St. Croix African Roots Project, der finansieres af Ny Carlsberg Fondet. Projektets formål er at tilgængeliggøre og forske i kilder bevaret fra den vestindiske lokaladministration. Kilderne ligger på Rigsarkivet og kaldes de vestindiske lokalarkiver. Arkiverne gennemgik for nylig en nyregistrering og man kan få et overblik over dem via Rigsarkivets hjemmeside.

Vores arbejde består helt basalt i at taste kilder ind. Dette har bl.a. ført os gennem politiets journaler og byfogdens protokoller. Ved at opbygge databaser og nøje gennemgå de enkelte kilder, har vi fået et dybere indblik i samfundsvilkårene i Dansk Vestindien.

For det andet har vi gennem vores studie opbygget en interesse for kulturhistorie. Dette fokus har været gennemgående for de fleste af vores opgaver og projekter.

Kulturhistorie er en bred kategori, men for os betyder det en tilgang, hvis målsætning er at forstå fortidens mennesker i deres dagligdag. På den ene side det helt basale: Hvordan levede man, hvad havde man på, hvad spiste man? – Men lige så vigtigt: Hvilken betydning tillagde man disse ting?

Med andre ord vil vi gerne vide, hvordan fortidens mennesker så ud, talte, arbejdede osv., men også hvordan deres tanker og indre liv var formet.

Dette er komplekse problemstillinger, man kan prøve at løse på mange måder. Denne side er et forsøg på at dække dele af livet og kulturen i Dansk Vestindien. Vi mener at sidens komplekse struktur kan formidle og illustrere, hvordan livet er sammensat af et virvar af forhold, ting, tanker og begivenheder, der til sammen udgør et komplekst hele. Hvordan påvirkede de forskellige grupper i samfundet hinanden og hvilke livsomstændigheder blev det enkelte menneske udsat for i Dansk Vestindien?

Vi har forsøgt at vise dette hele i al sin kompleksitet, ved at benytte Internettets muligheder for en løs struktur, som vi mener, illustrerer mangfoldigheden. I stedet for at skrive en lang ensrettet fremstilling, har vi desuden forsøgt at organisere stoffet så læseren selv har mulighed for at vælge og i højere grad lade lysten styre læseretningen.

Om dette er lykkedes vil vi lade dig om at bedømme!

God fornøjelse
Signe Trolle Gronemann og Rikke Vindberg

CV:
Signes CV
Rikkes CV