Intro til Dansk Vestindien
Intro til denne side
Om betegnelser for befolkningsgrupper
Til eleven
Til læreren
Tak
Links
Ophavsret
Om os
Kontakt os
Ny bog
Sitemap

Introduktion til denne side

Målet med denne side har været at lave en bred beskrivelse af, hvordan det var at leve i Dansk Vestindien under det danske kolonistyre i 17- og 1800-tallet. Siden er emnemæssigt opbygget med fokus på hverdagslivet på øerne. Vi har forsøgt at beskrive den vestindiske befolkning og deres kultur: Hvordan var vilkårene for deres liv? Hvordan så de ud? Hvordan var forholdet mellem slaver og frie? - Og hvordan var samfundet bygget op?

En række modsætningspar fungerer som indgangsvinkler til stoffet, men man vil hurtigt opdage at det vestindiske samfunds hverdag netop ikke fungerede i modsætninger og verden ikke var "sort/hvid". Derfor repræsenterer hvert af de ovenstående temaer også alle gråzonerne. De illustrerer akser i en kompleks virkelighed.

Materialet indeholder mange billeder og en del kilder, som kan findes via link ved de relevante emner, eller via kildeoversigten. Blandt kilderne finder man både beretninger fra forskellige personer, der boede eller rejste på øerne, samt sager og referater produceret af administrationen.

Som de fleste andre kilder fra kolonierne er de skrevet af europæere og beskriver dermed fortrinsvis kulturmødet fra denne vinkel. Kilderne kan bruges til historiske og metodiske overvejelser i dette perspektiv. Lovgivning og reglementer er ikke medtaget blandt kilderne på denne side. Grunden til dette er at disse allerede er udgivet mange andre steder og vi har forsøgt at tilgængeliggøre lidt anderledes kilder.

I undervisningssammenhæng vil siden fx kunne bruges som supplement til allerede eksisterende undervisningsmateriale om Dansk Vestindien beregnet for Gymnasie- og HF - studerende. Derfor har vi valgt ikke at prioritere beskrivelser af økonomi, slave- og sukkerhandel, konkrete historiske begivenheder eller fremlægge statistisk materiale særlig højt. Disse oplysninger og vinkler er i høj grad dækket af den eksisterende litteratur. Vi berører dog kort emnerne, så materialet vil kunne bruges som introduktionsmateriale til forløb om kolonisering, sukkerproduktion og slavevilkår.