Plantageproduktionen var begrundelsen for det Vestindiske samfund. Det var på plantagen, at den handelsvare blev skabt, som i en overgang bragte så umådelige rigdomme til plantageejere og købmænd i Vestindien og i Danmark. Plantagen var dermed en grundsten i kolonisamfundet og det sted, hvor størstedelen af befolkningen havde deres hverdag. Der var flest plantager på St. Croix, hvor de geografiske forhold var mest velegnede til agerbrug og sukkerdyrkning. På plantagen foregik sukkerdyrkningen fra de første skud i jorden, til sukkeret færdigt lastet i tønder kunne fragtes til Christianssted for efterfølgende at blive sejlet til Danmark, hvor det yderligere blev raffineret. Dermed var der på plantagerne foruden sukkermarker også en eller flere møller til at presse sukkerrørene og et kogehus til at forarbejde sukkersaften. På plantagen boede slaverne i små slavehytter, der var samlet i en landsby. Plantageejeren eller forvalteren boede i en stor bolig det såkaldte Great House. På nogen plantager havde slaverne brugsret til små jordstykker de kunne dyrke. Dette var især udbredt på St. Thomas og St. Jan, hvor terrænet var mere kuperet. Den jord der var uegnet til anden dyrkning kunne man overlade til slaverne at dyrke.

Til plantagen hørte også smedjen og staldene. Nogle plantager havde også indrettet et mindre hus til slaver, der kom til skade eller blev syge.